Audi Aarhus

Audi bedste mærke i DEKRA-brugtbilsrapporten 2018

  • Audi A1, Audi A3, Audi A4, Audi A6 og Audi TT blev nr. 1 i deres respektive klasser
  • Audi A6 var for tredje gang i træk ”den bedste blandt alle klasser”

I den tyske syns- og inspektionsvirksomhed DEKRAs brugtbilsrapport for 2018 imponerer Audi med fem klassevindere og forsvarer desuden den samlede sejr med Audi A6. Dermed er premiummærket den mest succesfulde bilproducent i dette års vurdering. Den kilometertalsbaserede rapport giver potentielle brugtbilskøbere detaljerede informationer om typiske mangler for en bestemt model og er dermed en konkret hjælp i forbindelse med et bilkøb.

I forbindelse med DEKRA-brugtbilsrapporten har eksperterne hos syns- og inspektionsvirksomheden vurderet resultaterne fra ca. 15 millioner synsrapporter fra en periode på 2 år. Statistikken omfatter i alt 522 modeller fordelt på ni klasser. Audi A1 vinder i kategorien ”mini-/små biler” foran 64 konkurrenter. I den kompakte klasse var der også stor konkurrence med 59 forskellige modeller. Her opnåede Audi A3 en førsteplads. Audi A4 vinder i ”mellemklassen”, og Audi TT vinder i klassen for ”sportsvogne/cabrioleter”. Den ”øvre mellemklasse/luksusklassen” føres an af Audi A6, der også for tredje gang i træk forsvarer titlen som ”den bedste blandt alle klasser”.

Peter Mertens, som er øverste chef for den tekniske udvikling hos AUDI AG, tog imod de seks priser fra Erik Wakolbinger, som er Vice President Sales hos DEKRA SE. ”Det fantastiske resultat er beviset på vores modellers høje kvalitet og pålidelighed”, udtalte Audis udviklingschef. ”Som samlet vinder understreger Audi A6 for tredje gang i træk vores premiumkvalitet i luksusklassen. Vi vil også med den nye modelgeneration bygge videre på forgængerens succes.”

DEKRA-brugtbilsrapporten dokumenterer først og fremmest fejl, som er relevante for brugte biler. De ting, som typisk kan henføres til bilens ejer, fx slidte viskerblade eller nedslidte sæk, indgår ikke i statistikken. Bedømmelsen foretages i henhold til kilometertallet. I den forbindelse skelner syns- og inspektionsvirksomheden mellem fire kilometertalsområder mellem 0 og 200.000 kilometer i de ni forskellige bilklasser. Rapporten medtager kun modeller, som DEKRA-inspektørerne har undersøgt mindst 1.000 eksemplarer af i det pågældende kilometertalsområde i løbet af vurderingsperioden.

Vinderen i en klasse er den model, som på tværs af alle fire kilometertalsområder i gennemsnit har det bedste DEKRA-fejlindekstal. Det beregnes ud fra den procentuelle andel af biler uden fejl minus andelen af biler med betydelige fejl. Derfor gælder det, at jo højere fejlindekstallet er, desto bedre har modellen klaret sig. Som ”den bedste blandt alle klasser” i DEKRA-brugtbilsrapporten for 2018 opnåede Audi A6 et fejlindekstal på 94,6 procent. Alle resultaterne kan ses online på www.gebrauchtwagenreport.com.

_______________