Audi Aarhus

Audi viser 4 nye PHEV-modeller i Geneve

Audi følger sin elektrificeringsstrategi og starter en omfattende plug-in hybrid offensiv. På Genève Motor Show præsenterer Audi således PHEV-varianter af modellerne A8, A7 Sportback, A6 og Q5 med en elektrisk rækkevidde på mere end 40 kilometer ifølge WLTP-testcyklussen. Takket være forskellige ydelsesniveauer har kunden valget mellem en komfortvariant og en performancevariant med et sportsligt design afhængigt af modelserien. De nye plug-in hybrid-modeller vil alle kunne bestilles i løbet af 2019.

Audi's plug-in hybridstrategi

Med Q5, A6, A7 og A8 TFSI e udvider Audi sit sortiment af plug-in-hybrider for bæredygtig mobilitet. Afhængig af modelserien er der et valg mellem to varianter med forskellig ydeevne og udstyr: En komfortmodel og en sportslig model. Den sportslige model har S line eksteriørpakke, en mere stramt justeret affjedring og en opsætning med højere boost performance fra elmotoren til mere dynamisk kørsel. Derudover har A6 og A7 en sort optikpakke med mørke trimelementer, røde bremsekalibre og tonede ruder bag.

Fra nu af bærer de nye plug-in-hybridmodeller betegnelsen "TFSI e". I fremtiden vil betegnelsen "e-tron" udelukkende være forbeholdt 100% eldrevne biler.

Alsidigt koncept

Plug-in hybridbiler skaber begejstring pga. deres alsidige karakter. I rent elektrisk mode kører de emissionsfrit i byerne, der er ingen rækkevidde-bekymring ved kørsel over lange afstande, og det er muligt at køre dem sportsligt med kraften fra både forbrændingsmotoren og elmotoren.

Den elektriske rækkevidde tegner sig for mere end 40 kilometer i WLTP-testcyklussen for hver model. Hybridkonceptet er designet således, at kunderne på omkring en tredjedel af deres sædvanlige ruter under daglig kørsel kan køre i elektrisk mode.

Alle Audis plug-in-hybridmodeller har en turboladet benzinmotor med direkte injektion (TFSI), der arbejder sammen med en elektrisk motor, som er integreret i transmissionen. Et lithium-ion-batteri under bagagerumsgulvet leverer den elektriske energi. Som følge heraf kan elmotoren understøtte forbrændingsmotoren under acceleration. Resultatet er høj ydeevne fra start og en kraftig acceleration.

Når det kommer til rekuperation, ligner drivlinjesystemet dét fra den nye rent elektrisk drevne Audi e-tron. Systemet er designet til høj effektivitet og maksimal rekuperationsevne, og når de nye Audi PHEV-modeller bremser, genindvinder de op til 80 kW energi. Elektromotoren håndterer små decelerationer, dvs. størstedelen i daglig trafik. Ved lidt større decelerationer deles opgaven med de hydrauliske hjulbremser, og kun ved opbremsninger med mere end 0,4 g foretages opbremsningen alene af hjulbremserne.

Litium-ion-batteriet til A6, A7 og A8 består af 104 poseceller, der er grupperet i otte moduler, og lagrer 14,1 kWh energi ved en spænding på 385 V. Litium-ion-batteriet i Q5 er sammensat af prismatiske celler og har samme kapacitet.

Drivlinjen: effektiv TFSI-motor, high-performance elmotor og stort litium-ion batteri

A8 plug-in hybridmodellen har en forbrændingsmotor og en elmotoren, der er en synkronmotor med permanente magneter. Den er integreret sammen med koblingen i den 8-trins tiptronic gearkasse, der overfører momentet til det permanent firehjulstræk quattro.

Audi A7 og A6 med plug-in hybrid bruger samme drivlinje, og batteriet er identisk med Audi A8 PHEV. Begge modeller er tilgængelige i to effektniveauer med forskellige boost performance. Drivlinjen i Audi Q5 PHEV følger samme koncept som i Audi A6 og A7.

Maksimal komfort og høj elektrisk rækkevidde

Plug-in-hybridmodellerne er designet til maksimal effektivitet og kundekomfort og vælger automatisk den optimale driftsstrategi. Modellerne starter automatisk elektrisk i "EV"-mode, og forbrændingsmotoren kobles så til afhængigt af situationen.

Plug-in hybrid-modellerne har 3 kørsels-modes "EV", "Auto" og "Hold", som føreren kan vælge mellem. I ”EV” prioriteres elektrisk kørsel. I "Auto” bruges den intelligente interaktion mellem elmotoren og forbrændingsmotoren til maksimal effektivitet. I "Hold" styres drivlinjen til at opretholde batteriets eksisterende ladestatus og spare strømmen f.eks. til senere at ville køre rent elektrisk kørsel i et byområde.

Den forudseende effektivitetsassistent bidrager væsentligt til at øge den elektriske rækkevidde og optimere komforten. Det intelligente styringssystem integrerer ruteprofilen og evaluerer både navigationsdataene under aktiv rutevejledning samt informationen fra den forudseende effektivitetsassistent og bilens sensorer. Herfra forberedes en overordnet planlægning af hele ruten og en detaljeret planlægning for de kommende kilometer. Resultatet er bl.a. situationer, hvor føreren vil blive bedt om at løfte foden fra speederen, og hvor føreren modtager en tilsvarende visuel indikation på displayet og en haptisk tilbagemelding via den aktive speederpedal. På samme tid indledes en rekuperation.

Herudover kan føreren vælge mellem "comfort", "efficiency", "auto" og "dynamic" i det velkendte køredynamiksystem Audi drive select, og dermed påvirke opsætningen af kørslen, affjedringen og styringen. Afhængig af indstillingen ændres samtidig, hvorvidt begge drivlinjer arbejder sammen, eller elmotoren leverer boostet og dermed det maksimale drejningsmoment. I "dynamic" understøtter den elektriske motor forbrændingsmotoren med sin elektriske boosteffekt for maksimal køredynamik.

Den aktive speederpedal med variabelt tryk til rent elektrisk kørsel understøtter føreren med haptisk feedback for at opnå den mest effektive kørsel. Hvis bilen står i D, og der samtidig er valgt Audi drive select mode ”auto” eller ”efficiency”, vil bilen fritløbe med begge motorer afkoblet og slukket, hvis føreren fjerner foden fra speederen ved under 160 km/t. I S og i "dynamic" forbliver den elektriske motor imidlertid aktiv og rekupererer, dvs. omdanner kinetisk energi til elektrisk energi.

Opladning

Det kompakte opladningssystem er en del af standardudstyret til de nye Audi plug-in hybrider. Den består af kabler til almindelige og industrielle stikkontakter og et kontrolpanel. Som ekstraudstyr fås et Mode-3-kabel til offentlige ladestationer. Med et ladestik med en udgang på 7,2 kW tager en fuld opladning af batteriet godt to timer.

Allerede nu hvor Audi e-tron snart leveres til de første kunder, vil Audi-kunder kunne købe CO2-fri grøn elektricitet fra mærket "Volkswagen Naturstrom" til deres huse og garager. Denne strøm er genereret 100 % fra vedvarende energikilder som vandkraftværker, og dets oprindelse certificeres årligt af TÜV.

Styr opladningen fra sofaen

MyAudi-appen er et praktisk værktøj, der f.eks. bringer tjenester fra Audi Connect-porteføljen til kundens smartphone. Ved hjælp af appen kan kunden kontrollere batteri- og rækkeviddestatus, starte opladningsprocessen, programmere opladning og se forbrugsstatistik.

En anden funktion fra myAudi-appen er aktivering af klimaanlægget før afgang. Det er muligt, fordi kompressoren til klimaanlægget og varmelegemet i bilen arbejder på højspændingsbasis. Kunden kan præcisere, hvordan interiøret skal opvarmes eller afkøles, mens bilen er parkeret, eller batteriet oplades. Afhængigt af den specifikke bils udstyr kan rattet, sædet, spejlet, for- og bagrudeopvarmning samt sædeventilation også aktiveres via klimaanlægget.

Audi plug-in-hybridmodeller i Danmark

De nye PHEV-modeller forventes at lande hos de danske forhandlere i løbet af 2019. Der er ikke danske priser endnu.

_______________


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk